Hva' så, splejs?
En novelle om Michael, der træner i et fitness-center, og som er træt af at blive kaldt for ”splejs”.
Michael stod foran spejlet og studerede nøje sin bare overkrop. ”Hva’ så, splejs?” vrængede han af sig selv. Det var det, som de store drenge plejede at sige til ham. Men det var slut nu. Der var ikke meget splejs over ham længere. Seks kilo havde han taget på. Seks kilo ren muskelmasse, og det på kun fem uger. De havde godt nok grinet af ham, da han startede i motionscenteret. Han måtte høre på en masse pis. ”Tror du, at du er stærk nok til selv at åbne døren, splejs?” havde en af dem sagt, og en anden havde foreslået ham at lave en håndvægt af to vindruer med en tandstik imellem.
De første mange måneder havde da heller ikke givet noget synligt resultat. Han havde ellers trænet benhårdt. Næsten hver dag.
Men efter han havde mødt Tommy, så var det virkelig gået stærkt.
Tommy var kommet over en dag og havde stået og kikket på, mens Michael var i gang på romaskinen. Tommy havde nikket anerkendende over Michaels seje kamp mod maskinen, og de havde snakket sammen bagefter. Det var ellers ikke så tit, at voksne mennesker sådan kom hen til ham og begyndte at snakke til ham – ligesom til et andet voksent menneske. Men det havde Tommy gjort. Tommy havde blandt andet spurgt om, hvor meget Michael trænede, og han virkede temmelig imponeret over svaret.
Efterfølgende stødte de tit på hinanden i centeret, og de fik sig altid en lille snak om, hvordan det gik med træningen og sådan. Tommy var flink til at give råd om, hvordan man mest effektivt kunne træne sine muskler større. Og han måtte vide det, for han var stor som et hus, og hans overarme var tykkere end Michaels lår. Men Michael syntes stadigvæk ikke, at den hårde træning gav noget resultat. Han var og blev en splejs.
En dag havde han nævnt sine frustrationer over de manglende resultater for Tommy, og så havde Tommy, som den kammerat han var, skaffet Michael løsningen. Pillerne. Ikke sådan nogle livsfarlige dansepiller, som nogle af dem fra klassen tog, når de var til fest. Den slags lort rørte Michael aldrig. Pillerne, som han tog, var ufarlige. Det var ikke narko han tog, men medicin. Han fyldte ikke sin krop med gift. Hans piller indeholdt blot en kopi af et stof, som kroppen selv laver. Testoste-et-eller-andet hed det vist. Tommy havde fortalt ham alt om det, men han havde glemt det meste igen. Det vigtigste var jo, at det virkede – og det gjorde det!
Michael kastede et sidste blik på sig selv inde i spejlet. Han ville være helt godt tilfreds, hvis det ikke var for alle de bumser, han havde fået den sidste tid. Det plejede han ellers ikke. Men det var mest på ryggen, og hans t-shirt ville skjule det værste. Han trak den stramme, sorte t-shirt over hovedet og rettede lidt på frisuren. Så var han klar til at tage til fest.
Udenfor festlokalet stod det sædvanlige slæng af store drenge.
- Hva’ så, splejs? var der en af dem, som råbte. En af de andre pegede og sagde:
- Hey, se! Splejsen er jo snart lige så bred, som han er høj.
- Pas på at du ikke bliver bredere, for så tror folk jo bare at du er et fjernsynsapparat, tilføjede en tredje grinende, i det Michael gik forbi dem og ind i lokalet.
Festen var allerede godt i gang. Michael stod og kikkede på dem, som dansede, da der var en, som prikkede ham på skulderen. Han vendte sig om og så lige ind i Lisas smilende ansigt.
- Vil du danse? spurgte hun. Det ville Michael gerne. Især med Lisa. Hun var en dejlig, lyshåret pige fra parallelklassen, som han nok var lidt lun på. Men af bare befippelse var det kun lige, at det lykkedes ham at få fremstammet et kluntet ”Øh, jo det kan vi da godt.”
Sammen gled de ud på det overfyldte dansegulv. Mens de dansede, smilede Lisa hele tiden til ham. Michael kunne ikke få øjnene fra hende. I hendes stumpede hvide top og korte nederdel så hun rigtig dejlig ud.
Efter få minutter gled sangen over i et langsommere nummer. ”En rigtig sjæler” oplyste DJ’en. Men Lisa sagde ikke tak for dansen og skyndte sig væk. I stedet sejlede hun, som var det den naturligste ting i verden, ind i favnen på ham. En mild panik ramte Michael. Ikke fordi han ikke gerne ville være tæt på Lisa. Men han vidste af bitter erfaring, at han ikke kunne være så tæt på en pige, uden at det ville blive pinligt. Han kunne dårligt nok tænke på at være så tæt på en pige, uden at vindebroen gik op.
Lisa trykkede sig tæt ind til ham, og han kunne mærke varmen fra hendes hud. Men til hans undren reagerede hans krop overhovedet ikke på det. Der var ikke den mindste uro i hans bukser. Det var, som om hans vulkan var fuldkommen udslukt.
|
Han må helt være holdt op med at danse, for pludselig kikkede hun undrende på ham og spurgte, om der var noget i vejen. |
 |
- Nej, der er ikke noget i vejen med mig!, busede det ud af ham, meget voldsommere og hårdere, end han havde villet.
- Jamen, jeg mente jo bare.., sagde hun, og så fuldstændig bestyrtet ud over hans pludselige og voldsomme udbrud. Han kunne mærke et enormt raseri vokse i sig.
- Du skal sgu’ ikke komme her og påstå, at der er noget galt med mig!, nærmest råbte han. Han kunne se vandtroen hendes øjne, som tårer langsomt vaskede væk. Han ønskede inderligt, at han kunne tage hende i sine arme og undskylde. Sige, at han ikke mente noget med det. Men raseriet brændte i hans bryst, og han løb ud af lokalet med en fornemmelse af at have fråde om munden af arrigskab.
Tre måneder senere havde ærgrelsen over fuldkommen at have forspildt sin chance for nogensinde igen at komme i nærkontakt med Lisa efterhånden fortaget sig. Men det var der også andet, der havde. Siden han var holdt op med at tage pillerne, var det, som om hans muskler var blevet mindre igen. Han havde også tabt sig en del. Det var, som om gassen var gået ud af ballonen. Der var ikke andet at gøre: han måtte have fat i Tommy igen, så han kunne få piller til en kur mere.
Tommy var ikke henne i motionscenteret, som han plejede. Da Michael havde ventet i over en time, spurgte han receptionisten i centeret, hvor han var.
- Har du ikke hørt det? Han sidder i fængsel for et voldeligt overfald, sagde hun, og tilføjede, at der stod i avisen, at det var noget med steroider eller sådan noget.
Michael spænede hele vejen hjem og bladrede sig febrilsk igennem stakken af gamle aviser. Her stod det: ”Diskoteksgæst tævet halvt til døde” og lidt længere nede ”En væltet øl fik ung mand til at gå amok i blodrus. Kun hurtig indgriben fra personalet forhindrede, at offeret blev tævet til døde. Voldsmanden har indrømmet længere tids misbrug af steroider…”
Nederst på siden var der en liste, der opremsede bivirkningerne ved brug af anabole steroider. Michael kikkede ned over listen og blev mere og mere bleg.
Hvad havde han dog gjort?
Læs mere
Links
Team Danmarks side om doping (dansk)